Det kan være farligt at gå på vejene på Fyn. En række chauffører på øen er blevet taget i at køre bus med alkohol i blodet.
En chauffør fra en af Arrivas busser, der kører for Fynbus, blev fredag aften afsløret i at drikke alkohol under kørslen.
Tidligere på måneden blev en anden af Arrivas chauffører fyret, da han mødte beruset på arbejde på stationen i Assens, skriver Fyens Stiftstidende.
Ugen forinden var en fuld chauffør blevet standset bag rattet i Faaborg.
Pressechef i Arriva Martin Wex beklager hændelserne.
"Det er meget beklageligt, at det er sket. I Arriva har vi gjort meget for at forhindre, at det kan ske. Blandt andet er der alkolåse, som skal forhindre berusede chauffører i at køre i alle de nye busser," siger han til Fyens Stiftstidende.
Udover alkolåse tager Arriva rutinemæssigt alkoholtest af chaufførerne.
Desuden har man en klar alkoholpolitik.
"Hvis man har en promille over 0,2, bliver man sendt hjem med en skriftlig advarsel. Hvis det gentager sig, eller hvis promillen er over 0,5, bliver man bortvist på stedet," siger Martin Wex til Fyens Stiftstidende.