Silvio Berlusconi kan ikke længere påberåbe sig juridisk immunitet, da det er i strid med grundloven. Det har den italienske forfatningsdomstol netop afgjort, skriver BBC.
Dermed kan en række straffesager mod den italienske premierminister blive aktiveret.
Loven om immunitet blev vedtaget blot få uger efter, at Berlusconi atter indtog posten som premierminister i april sidste år.
Den beskytter den kontroversielle, italienske statsleder mod strafforfølgelse, så længe han er folkevalgt.
Den 73-årige mediekonge har tidligere udtalt, at han har tænkt sig at sidde hele sin femårige regeringsperiode ud. Men oppositionen har allerede krævet nyvalg, hvis Berlusconis immunitet falder.
Da loven trådte i kraft, stod Berlusconi tiltalt i en stor korruptionssag i Milano, hvor han var anklaget for at have betalt sin skatteadvokat 600.000 dollar for at vidne falsk i to retssager i 1990'erne.