Der er opbakning til Bendt Bendtsen (K), selv om han erkender, at det var dumt at låne biler gratis hos bilforhandleren SMC, hvor han kender ejeren.
Seks af de otte konservatives storkredsformænd bakker stadig op om partiets spidskandidat til sommerens valg til Europa-Parlamentet. Det viser en rundringning, som Politiken har lavet.
"Bendt Bendtsen har jo hverken begået barnemord eller voldtægter. Jeg mener, at vi taler om bagateller, hvor han ikke helt har fulgt reglerne," siger Kurt Bjørndal, der er formand for Sydjyllands Storkreds, til avisen.
Men ikke alle vil lukke øjnene for de politianmeldelser, overtrædelse af våbenloven og vennetjenester, som har trukket Bendt Bendtsen gennem mediemøllen den seneste uge.
"Det klæder ham ikke at gøre noget ulovligt. Han er jo gammel politibetjent, og de ved om nogen, at loven skal holdes, uanset hvem man er," siger formand for Københavns Storkreds Knud Palsbro.
Vælgerne er heller ikke begejstrede. Ifølge Politiken viser en ny meningsmåling, at 43 procent af Venstres og de Konservatives vælgere finder det urimeligt, at den tidligere økonomi- og erhvervsminister har deltaget i jagt- og golfture betalt af store virksomheder.