Når Nicklas Bendtner forsøger at score, så er det ofte spanieren Cesc Fabregas, der står for de kreative oplæg.
Men sådan ser det nok ikke ud den kommende tid.
Mod slutningen af onsdagens Champions League-brag mellem Arsenal og Barcelona, der sluttede 2-2, måtte han nemlig udgå med en skade, der kan vise sig at være særdeles alvorlig.
Arsenals anfører frygter et brækket ben.
"Jeg frygter det værste, hvilket vil være et brud. Jeg har svært ved at tro, at der venter mig gode nyheder, men jeg håber," siger Fabregas ifølge den amerikanske nyhedsbureau AP.
Senere i dag skærtorsdag får Fabregas at vide, om han skal spille mere fodbold i denne sæson.
Mens der var sorg i Arsenals omklædningsrum over tabet af deres stærke anfører efter gårsdagens kamp, så var der anderledes glæde hos Barca-træner, Pep Guardiola.
"Mit hold har ikke spillet bedre, end det gjorde i de første 45 minutter. På udebane spillede vi vores eget spil," sagde Guardiola på pressekonferencen.