Det kribler i Nicklas Bendtners fodboldben for at komme i kamp igen.
Den danske Arsenal- og landsholdsangriber mærker dag for dag bedring efter sin lyskeoperation for to uger siden.
"Nicklas har ingen smerter efter træningen, så det ser godt ud. Han kan løbe, og nu gælder det bare om at øge træningen dag for dag uden at overdrive," siger hans far og agent, Thomas Bendtner, til B.T.
Efter en måned uden for banen er han ivrig efter at komme tilbage.
"Men Arsenal presser ikke deres spillere og vil hellere have ham hel tilbage end at risikere, at skaden bryder op igen, fordi han kommer for tidligt i gang," fastslår Thomas Bendtner.
Han venter dog ikke, at sønnen er klar til lokalopgør med topholdet Chelsea i weekenden.
"Der går nok 14 dage, så det er for tidligt med Chelsea-kampen i weekenden, men måske kan Nicklas i bedste fald være klar igen ugen efter," siger Thomas Bendtner.
Han forudser dermed, at Nicklas Bendtner kan teste Thomas Sørensens form, når Stoke kommer på besøg den 5. december.