I første omgang troede de slet ikke det var så slemt, da Lukas Podolski blev skadet i Arsenals kamp mod Fenerbahce for en uge siden.
Et par dage senere konstaterede Arsenal-manager Arsène Wenger, at muskelskaden i overlåret ville komme til at koste Lukas Podolski op til 10 ugers skadespause.
Nu siger den 28-årige tysker selv ifølge avisen Bild, at pausen bliver rundt regnet tre måneder.
Ifølge Bild har Lukas Podolski fået en diagnose af det tyske landsholds læge Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt. Podolski forsøger at restituere i periferien af landsholdet, som i München forbereder sig på VM-kvalifikationskampe mod Østrig og Færøerne.
Tysklands landshold er hårdt ramt af skader for tiden. Mario Götze tæller også sin skadespause i måneder, mens en anden vigtig Bayern München-spiller Bastian Schweinsteiger er væk til de to landskampe, men formentlig snart vender tilbage.
/ritzau/