Efter gårsdagens kamp mod Hull, hvor Nicklas Bendtner endte som matchvinder for Arsenal, er den 22-årige angriber ikke til at skyde igennem.
Den seneste tids resultater har givet den unge angriber så meget selvtillid, at han er overbevist om, at hans snart kan opfylde sit mål om at blive verdens bedste angriber.
"Det skulle have været i denne her sæson, men så spillede jeg pludselig en uvant position, havde et biluheld og missede en stor del af sæsonen med skader. Nu kommer jeg så til at spille de sidste 20 kampe. Så nu er mit mål udskudt til næste år. Det kan jo starte ved VM," siger Nicklas Bendtner til Ekstra Bladet.
Og selv hvis man går ham på klingen er han ikke i tvivl.
"Ellers ville jeg ikke sige det. Hvis jeg sagde, at jeg snart ville kunne lave nogle af de sværeste ligninger i verden, så ville det ikke ske - Men lige netop det her er jeg ret fantastisk til," siger Nicklas Bendtner.
De seneste par dage har da også været fantastiske for Nicklas Bendtner. I onsdagens Champions League kamp mod FC Porto scorede han, som den første dansker nogensinde, et hattrick, og i går blev han matchvinder, da han scorede til 2-1 tre minutter inde i dommerens overtid i kampen mod Hull.