Arsenal i almindelighed og Niklas Bendtner i særdeleshed var i efteråret udsat for hård kritik, da London-holdet gennemgik en mindre spillemæssig krise.
Nu erkender den danske landsholds-angriber, at han i en periode spillede som en serie-spiller.
"Jeg har aldrig prøvet at skjule det faktum, at jeg havde to måneder i efteråret, hvor jeg - efter min egen mening - spillede som en serie-spiller," siger han til Sport.co.uk.
"Jeg forsøgte at arbejde hårdt og gøre alle de rigtige ting, men det fungerede bare ikke for mig. Men så lige pludselig kom der et vendepunkt, og lige siden har er jeg bare blevet bedre og bedre," mener den Bendtner, der får rigeligt brug for sin gode form, når Danmark den 6. juni skal til Stockholm for at møde Sverige i VM-kvalifikationen.
"Alt i alt er jeg ret stolt af den måde sæsonen er gået på for mig personligt, men på den anden side er der også ting, hvor jeg tænker: 'Dér kunne jeg have gjort det bedre'. Men det ser jeg kun som positivt, for det betyder, jeg kan blive bedre til næste sæson," mener Bendtner.
Det mener Arsenals manager Arsene Wenger tilsyneladende også. Franskmanden har i hvert fald givet udtryk for, at han gerne vil forlænge kontrakten med den 21-årige danske angriber.