Ingenting var lørdag aften, som det plejede, da duoen Ben & Tan blev udråbt som vinder af Dansk Melodi Grand Prix i Royal Arena i København.
Det var nemlig ikke foran en fyldt sal, for på grund af myndighedernes anbefalinger for at forhindre smitte med coronavirus blev musikkonkurrencen afholdt uden publikum.
Ben & Tan blev udpeget som vinder med nummeret "Yes" efter først at have sikret sig en plads i den såkaldte superfinale, som et musikpanel og danskernes stemmer via app og sms bestemte ligeligt.
Her skulle de kæmpe mod Sander Sanchez med "Screens" og Emil med "Ville ønske jeg havde kendt dig", men duoen tog derefter sejren, som udelukkende var et resultat af seernes stemmer.
Duoen Ben & Tan består af 17-årige Benjamin Rosenbohm og 22-årige Tanne Amanda Balcells. De deltog begge i "X Factor" sidste år.
Tanne Balcells var en del af Oh Lands gruppe Echo, der nåede semifinalen, mens Benjamin Rosenbohm stillede op som en af de unge solister og fik en andenplads.
Musikpanelet i Dansk Melodi Grand Prix bestod i år af P3-radioværten Pelle Peter Jencel, musikproduceren Cutfather, sangerinden Ida Corr, musikproduceren Pilfinger og radioværten Nicolai Molbech.
De havde indflydelse på de tre sange, der gik videre til superfinalen, men altså ikke på den endelige vinder.
På scenen i den rungende tomme sal stod skuespilleren Rasmus Bjerg og filminstruktøren Hella Joof til at guide seerne gennem aftenen. Det var første melodigrandprix-værtstjans for dem begge.
- Hvad så Royal Arena, er I der? lagde Hella Joof ironisk ud, før hun forklarede, at både klapsalver og latterbrøl i aftenens anledning kom fra en dåse.
I år har danskerne kunnet lytte til de ti sange i flere uger op til melodigrandprixet, og her har blandt andet Isam B, der var aftenens første artist på scenen med nummeret "Bølger", været i heftig rotation i radioen.
Også det dansksprogede nummer "Den eneste goth i Vejle" af Maja og de sarte sjæle har fået massiv afspilning.
Flere tidligere melodigrandprixvindere - både Birthe Kjær, Keld Heick, Emmelie de Forest og Leonora Jepsen - var på besøg i Royal Arena i løbet af aftenen for at fortælle, hvad vinderen af aftenens show godt kan begynde at forberede sig på.
Med sejren får Ben & Tan nemlig æren af at repræsentere Danmark, når Eurovision efter planen løber af stablen senere på året i Rotterdam i Holland.
Finalen i Eurovision Song Contest finder sted lørdag den 16. maj. I ugen op til afholdes to semifinaler, hvor Danmark skal dyste om en af de eftertragtede finalepladser.
Ved sidste års Eurovision i Tel Aviv i Israel blev det til en 12.-plads for Leonora Jepsen, der repræsenterede Danmark med sangen "Love is Forever".
Året før sikrede Jonas Flodager Rasmussen Danmark en niendeplads ved Eurovision i Lissabon i Portugal med "Higher Ground".
/ritzau/