Ritzau
Opdateret kl. 09:07
Alvorligt syge danskere risikerer at være blevet behandlet med forfalsket medicin, oplyser Lægemiddelstyrelsen.
Og det bekymrer landsformand for de pårørendes forening Bedre Psykiatri, Birgit Elgaard.
- Det her handler først og fremmest om patientens sikkerhed. Men det handler også om patientens tillid til systemet. Derfor må en sag som denne ikke ske.
- Vi risikerer, at patienten mister tilliden til systemet, og det vil gøre det rigtig vanskeligt at behandle psykisk syge patienter, hvis patienten ikke har tillid til den behandling, han eller hun modtager, siger hun.
Den aktuelle sag er en af de første, hvor forfalsket medicin er havnet på det danske marked og hos danske patienter via den legale distributionskæde.
Birgit Elgaard mener dog ikke, at sagen kan negligeres som værende et enkeltstående tilfælde.
- Derimod skal vi tage det meget alvorligt og gøre noget ved sikkerheden her og nu.
- Medicinalindustrien og de danske myndigheder må blive enige om nogle procedurer, der kan sikre, at det ikke sker igen, siger hun.
/ritzau/