Mesterskabsfesten kunne være blevet en realitet i München lørdag aften, men Schalke 04 udsatte den med hjemmesejren over Freiburg tidligere lørdag.
Få timer senere gjorde Bayern München så sit til, at titelfejringen blot bliver rykket en enkelt weekend. Hjemme på Allianz Arena vandt Bayern med 6-0 over Bundesligaens nummer tre, Borussia Dortmund.
Bayern kom med sejren op på 69 point for 28 kampe, hvilket er 17 flere end Schalke på andenpladsen. Der er 18 point mere at spille om, så Bayern kan blive mester ved at slå Augsburg på udebane om en uge.
Lørdag aften havde Bayern-spillerne ild i øjnene fra start, og i løbet af bare 23 minutter var Dortmund løbet over ende, og kampen var afgjort.
Den polske angriber Robert Lewandowski gjorde det til 1-0 efter fem minutter, da han køligt udnyttede en aflevering i dybden.
Knapt et kvarter var spillet, da James Rodríguez foran mål udnyttede David Alabas servering fra venstre og fordoblede føringen.
Midtvejs i halvlegen var Rodriguez så i oplæggerens rolle, da han ved bageste stolpe i feltet fandt Thomas Müller, der med indersiden satte 3-0-målet ind.
Minuttet før pausen prikkede Lewandowski sit andet mål ind, efter at Franck Ribery havde tryllet ved baglinjen.
I halvlegens overtid kom Ribery selv på tavlen til 5-0 efter James Rodríguez' forarbejde.
Anden halvleg blev knapt så stor en målfest. Faktisk blev der kun scoret en enkelt gang, men igen var det Bayern, der slog til.
Lewandowski sikrede sit hattrick ved at trille bolden i mål fra kort afstand, og det satte punktum for kampen.
Nu kan Bayern koncentrere sig om tirsdagens kvartfinale i Champions League mod Sevilla.
/ritzau/