Bayern München styrer sikkert mod det tyske mesterskab, og tirsdag aften tog holdet et betydeligt skridt mod semifinalerne af årets Champions League med en 2-0-sejr over Juventus i holdenes første kvartfinalemøde.
Det er dog ikke alt, der er godt i den tyske storklub.
Efter omtrent et kvarter af kampen mod Juventus måtte midtbanespilleren Toni Kroos udgå med en skade i lysken, og det har nu vist sig, at skaden angiveligt er så alvorlig, at sæsonen er slut for den 23-årige spiller.
- Det er meget bitter. Mange turneringer bliver afgjort inden for de næste to måneder, og der går helt sikkert lang tid, før Kroos kan spille igen, siger træner Jupp Heynckes til Uefas hjemmeside.
- Det er særligt surt for en ung spiller, der har spillet fantastisk i denne sæson, siger han.
Der vil ifølge holdlæge Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt gå mellem seks og otte uger, før 23-årige Kroos er klar igen.
Returopgøret mellem Juventus og Bayern spilles i Torino i Italien i næste uge.
/ritzau/