Hullet som en schweizer-ost fik en ny betydning her til aften, da schweiziske Basel FC blev tæsket ud af banen i Champions League-kampen mod Bayern München.
I de to holds første opgør i årets kvartfinaler vandt Basel overraskende første kamp i Schweiz med 1-0 over den tyske storklub.
Men det resultat fik Bayern München vendt fuldstændig om på under tirsdagens kamp.
Allerede efter ti minutters spil fik hollandske Arjen Robben sat det første mål ind for tysker-klubben. Efter 42 minutter var det Thomas Müller, som gjorde han kunsten efter - og derfra gik den tyske målfest kun én vej.
På under tyve minutter lykkedes det nemlig Bayern Münchens Mario Gómez at lave et hattrick, og som om det ikke var nok, sparkede han for fjerde gang en kasse ind bag Basels målmand Yann Sommer efter 68 minutter.
Ydmygelsen blev fuldendt, da Robben i 81. minut sætter streg under resultatet med en sidste scoring til 7-0.
Bayern München går videre til næste runde med samlet sejr på 7-1.
I aftenens andet Champions League-opgør vandt Inter 2-1 over franske Olympique Marseille. Men det bliver alligevel Olympique Marseille, der går videre til næste runde efter at have vundet på flest udebanemål og efter samlet resultat på 2-2.