Bakken Bears eller Svendborg Rabbits bliver snart kåret som landets bedste baskethold. Det sker efter en sæson, der varsler nye og bedre tider for den globalt set meget populære sport.
Lige nu er det nemlig opturstider for dansk basket, for mens håndboldsporten mister tilskuerinteresse, så lysner det for sporten, der spilles af ti mand mellem to kurve.
"Siden jeg blev direktør for halvandet år siden, er det kun gået den rigtige vej. Især på tilskuersiden går det fremad, og det må i høj grad tilskrives, at DK 4 er begyndt at dække ligaen så tæt som de gør," fortæller Rasmus Winkel, der er direktør i Dansk Basket Forbund, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Siden 2002 er tilskuergennemsnittet i den bedste basketrække steget fra 234 til 450 i år.
Samtidig er en længere nedtur på medlemssiden i dansk basket stoppet. De seneste tal fra forbundet viser, at 11.736 personer nu spiller basket. Det er det højeste medlemstal siden 2005, hvor 12.125 forsøgte sig med dunk og trepointskud.
Særligt i Århus raser basketfeberen, hvor Bakken Bears kan prale af det højeste tilskuertal til en indendørssport i denne sæson, da godt 4.800 så holdets første slutspilskamp. Og i Smilets By er man ikke i tvivl om, at DK 4-transmissionerne gør sit til at gøre basket mere populært.
"Tv er med til at øge kravene til os klubber. Vi bliver simpelthen nødt til, at gøre os mere umage," siger Michael Piloz, i Århus-klubben, der har et tilskuergennemsnit på 1.200.
Den positive udvikling understreges af, at FC København åbent har meldt ud, at storklubben går med seriøse planer om at gå ind i basket., når klubbens multihal står færdig.
I basketforbundet glæder man sig naturligvis over udviklingen, men understreger at den også stiller krav til klubberne.
"Hvis endnu flere skal melde sig inde, så kræver det, at der bliver skabt gode sociale miljøer, og at vi får endnu flere gode trænere," siger Rasmus Winkel.