Svenske kvinder, og andre barnløse fra udlandet, valfarter til Danmark for at blive gravide, skriver Politiken i dag.
I Danmark er der nemlig gode vilkår for kvinder, der ikke kan blive gravide på naturlig vis. Det er den liberale lovgivning og de mange sæddonorer i landet, der får dem til at søge mod danske fertilitetsklinikker.
En rundringning til nogle af de største klinikker her hjemme viser en stigning på godt ti procent i antallet af udenlandske kvinder, der vil insemineres med sæd.
"De kommer til Danmark, fordi de er enlige, lesbiske eller vil have anonym sæd, som de ikke kan få i deres eget land", siger speciallæge Sven Lindeberg fra Copenhagen Fertility Center til Politiken.
I mange europæiske lande er det ikke muligt at være anonym sæddonor, og derfor er der stor sædmangel i vores nordiske nabolande.
Den danske fertilitetslovgivning er også speciel, da den gør det muligt for lesbiske par og enlige at blive behandlet, og det har flere udlændinge tilsyneladende fået øjnene op for.
Kilde: Politiken