I går var hun den bedste formand 'lige nu'. I dag er hun det tilsyneladende på ubestemt tid.
Det Konservative Folkepartis nummer to og tre, Lars Barfoed og Brian Mikkelsen, har ændret retorik efter dagens gruppemøde i partiet.
Nu hedder det "ingen kommentar", og "jeg bakker fuldstændig op om vores partiformand", hvilket er noget af en forandring fra i går, hvor Brian Mikkelsen kategorisk nægtede at svare på Lene Espersens fremtid i partiet med andet end, at hun "er den bedste lige nu."
Mikkelsen holdt et længere pressehof i går, hvor han med smil og kække bemærkninger forsøgte at mobilisere overskudsstemning. Den strategi var pakket sammen i dag; det var nærmest umuligt at afæske landets økonomi- og erhvervsminister ét eneste ord.
Lars Barfoed forsøgte sig i stedet med lidt lune.
"Det er så fantastisk dejligt, at pressen har så stor interesse for de konservative. Jeg håber, I bliver stående foran vores dør, når vi skal til at tale politik," sagde han. Men blev derefter urimeligt tavs, da han skulle forholde sig til de kupplaner, som flere medier angiveligt mener, han har lagt mod Lene Espersen.
"Jeg har absolut ikke overhovedet bedt nogen om noget i den retning!," smældede den konservative justitsminister.
Der forlyder ellers stærke rygter om, at han holder samtaler med medlemmerne i den konservative folketingsgruppe for at sikre sig deres opbakning, men den historie vil Barfoed ikke forholde sig til.
"Hvem jeg taler med i folketingsgruppen og om hvad, det må vi da have lov til at have for os selv," sagde han.
Kan du afkræfte fuldstændig, at du er ved at blive politisk leder eller formand i partiet?
"Det jeg kan bekræfte er, at jeg nu er på vej ind i Folketinget for at diskutere den nye offentlighedslov," lød svaret.
Lars Barfoed nægtede at sige mere om sagen.