Den nuværende krise kalder på nye vækst-initiativer - men det skal ikke ske via flere offentlige investeringer.
Det sagde den konservative leder, Lars Barfoed, onsdag på partiets sommergruppemøde i Munkebo på Fyn.
"Vi vurderer, at det er fornuftigt og nyttigt, at vi gennemfører initiativer, der skaber tillid, tryghed og optimisme i samfundet," sagde Lars Barfoed på et pressemøde.
Han kom dog ikke med konkrete planer om, hvad en vækstpakke skal indeholde eller hvornår, den vil blive fremlagt. En mulighed er i næste uge.
"Vi vil gerne have skattetrykket ned, men jeg vil ikke på nuværende tidspunkt lægge mig fast på, hvordan en pakke af initiativer skal se ud," sagde Barfoed.
Det offentlige skal dog ikke bruge flere penge, sådan som oppositionen ønsker, understreger K-lederen.
"Der er allerede massive offentlige investeringer i gang. Problemet er det lave private forbrug og boligmarkedet, der er frosset fast," sagde Lars Barfoed og pegede samtidig på, at investeringerne i de private virksomheder skal op.
De Konservative vil samtidig satse på uddannelse. Partiet lancerer snart en gymnasiereform, der skal styrke fagligheden i gymnasiet.
Samtidig er der behov for flere praktikpladser til elever på erhvervsskolerne. Derfor vil K åbne op for en "klyngemodel", hvor flere virksomheder kan gå sammen og deles om de unge.