Thomas Vermaelen var engang en stor stjerne i engelske Arsenal, men den belgiske fodboldspiller har de seneste to år levet en noget anonym tilværelse i spanske Barcelona.
Nu skal forsvarsspilleren have klubkarrieren på rette spor igen, og det skal ske i italienske Roma, som lejer 30-årige Vermaelen det kommende år.
Roma har også sikret sig en købsoption på Vermaelen, oplyser Barcelona ifølge AFP.
Belgierens karriere i Barcelona er blevet ødelagt af skader. Vermaelen missede stort set en hel sæson efter sit skifte fra Arsenal. Lidt bedre gik det i sidste sæson med 21 kampe.
Barcelona har op til den kommende sæson købt to franske forsvarsspillere. Det drejer sig om Lucas Digne og Samuel Umtiti.
/ritzau/