Verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen, har ingen klub, men det vil hans tidligere arbejdsgiver i FC Barcelona gerne lave om på.
- Hvis han vil, så åbner vi for alle sluser og rykker, siger FC Barcelonas sportsdirektør Enric Masip ifølge til Ekstra Bladet.
- Vi har godt nok 16 spillere i truppen nu, men jeg er sikker på, at når verdens bedste håndboldspiller pludselig er ledig på markedet, så vil præsidenten for FC Barcelona også lytte og skaffe plads til nummer 17, siger Enric Masip.
Mikkel Hansen tilbragte årene 2008, 2009 og 2010 i den spanske storby, og efter AG Københavns konkurs er den store dansker med al sandsynlighed nu tvunget til at forlade de trygge omgivelser i København.
- Jeg har talt med Mikkels agent og hørt hans analyse af situationen, og nu er det sådan set op til Mikkel selv, hvad han vil. Jeg ved, han lige er vendt hjem fra OL, men mon ikke, han er klar til at træffe en afgørelse om en uges tid, siger Enric Masip.
Selvom Mikkel Hansen aldrig fik sit gennembrud i Barcelona, så betragter man stadig danskeren som en af klubbens egne, fortæller direktøren, der imidlertid ikke kan love Hansen de samme penge, som han kan hente andre steder.
- Der vil være mange om buddet, for selvfølgelig er man interesseret i at engagere verdens bedste håndboldspiller, der ikke længere bare er et talent, men har udviklet sig til en vinderspiller - og et symbol.
- Det er meget interessant og også kompliceret på grund af den generelle økonomiske situation og tidspunktet, for vi spiller Super Cup om to uger, og derefter starter ligaen, siger Enric Masip til Ekstra Bladet.