FC Barcelona marcherer fortsat støt mod det spanske mesterskab i fodbold.
Søndag aften var topholdet ellers bagud 0-2 ude mod Real Sociedad, men Barcelona endte med at vinde 4-2.
Der var spillet lidt over ti minutter, da Sociedads Willian José kastede sig frem og headede bolden i jorden, hvorefter den røg højt ind i målet.
Senere i halvlegen scorede Juanmi til 2-0, men før pausen fik Barcelona håb, da Paulinho reducerede til 1-2.
Luis Suarez indledte anden halvleg med en flot 2-2-udligning, da han drejede bolden op i målhjørnet.
20 minutter før tid begik hjemmeholdets målmand, Geronimo Rulli, en stor fejl, og så kunne Luis Suarez score sit andet mål og bringe Barcelona foran 3-2.
Fem minutter før tid afsluttede Lionel Messi den underholdende affære med et flot mål direkte på frispark.
FC Barcelona topper den spanske Primera Division suverænt med 51 point for 19 kampe.
Atlético Madrid har 42 point på andenpladsen.
Real Madrids regerende mestre er nede som nummer fire med 32 point for 18 kampe.
Real Sociedad er nummer 15 med 23 point for 19 kampe.
/ritzau/