Miraklernes tid er øjensynligt ikke forbi.
I hvert fald virker det ganske mirakuløst, at Barcelonas franske venstreback allerede er tilbage i Barcelona-truppen til Champions League-opgøret mod Real Madrid tirsdag aften, som Barcelona kan berette på deres hjemmeside.
Det er nemlig ikke mere end 47 dage siden, at Abidal blev opereret for en kræfttumor i leveren, men lægestaben i den katalanske hovedstad har givet franskmanden grønt lys.
En lægelig melding, der fik træner Pep Guardiola til straks at indkalde Abidal til træning med den øvrige Barca-trup.
Og da Abidal ankom til træning, samlede de andre Barcelona-spillere sig i en rundkreds og klappede den rekordhelbredte franskmand tilbage på holdet.
Der er kickoff i den altafgørende semifinale mellem de to ærkerivaler klokken 20.45 i aften på Camp Nou i Barcelona. Hjemmeholdet har en 2-0-føring med fra den første kamp.
Kilde: FC Barcelona