Det har altid ligget i hende. Ingen skulle føle sig udenfor, og ingen skulle være kede af det. Selv som lille pige var Barbara Moleko ikke rigtig glad før, hun kunne se, at alle dem omkring hende havde det godt. Og med forældre, der har været aktive i nødhjælpsarbejde hele hendes barndom, virker det ganske oplagt, at hun har takket ja til at være ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp.
Men at nå dertil, hvor hun synes, at hun kan udfylde den rolle, har alligevel været en lang vej. For ønsket om at passe på andre, havde i hendes yngre år nær knækket hende.
- Allerede fra jeg var helt lille, har jeg haft travlt med at passe på andre mennesker og at sørge for, at alle havde det godt. Hvis folk havde det godt, så havde jeg det godt. Men på et tidspunkt i mine 20'ere, gik det op for mig, at jeg ikke selv havde det særlig godt. Jeg mødte en mur, jeg ikke kunne komme over, og jeg blev konfronteret med mine egne dæmoner, fortæller 28-årige Barbara Moleko.
Hvis en veninde havde det skidt, kunne hun være sikker på, at Barbara Moleko ville stille op. Faldt sangerinden i snak med en ulykkelig sjæl i et busstoppested, så blev hun og lyttede. Deres problemer blev til hendes problemer. Selv, når hun ikke personligt var på toppen, så kastede hun sin energi ind i andre mennesker og deres velbefindende.
- På et tidspunkt i mit liv, var jeg nødt til at konfrontere mig selv med, hvad det er for nogle mennesker, jeg lukker ind, og hvilke mennesker, jeg er nødt til at holde ude. Og det nager mig meget, at der er nogen, jeg ikke kan lukke ind.
- Jeg tror, man kan give ret meget, men man skal også gemme noget til sig selv. Det skal man huske, for ellers bliver man tømt for energi, og det skete for mig. Jeg måtte bruge noget tid på at komme ovenpå igen, siger sangerinden, der har været nødt til at lære at sætte grænser - både for sig selv og dem omkring sig, så hun ikke brændte ud i sit ønske om at være der for andre.
Den stærke retfærdighedssans og lysten til at sørge for, at alle har det godt, mener hun især stammer fra hendes opvækst. Hun har set meget op til sine forældre og den måde, de via nødhjælpsarbejde har viet en stor del af deres liv til at hjælpe andre.
- Min far var i ANC (African National Congres, der kæmpede for sortes rettigheder under apartheid) og har gennemlevet mange frygtelige ting. Han har givet afkald på sine egne værdier for det større fællesskab, og det har min mor også altid gjort, både i en komité for menneskerettigheder og alle de ngo"er, hun har arbejdet i. Jeg har set mine forældre give alt, fortæller Moleko, der er født i Danmark, men voksede op i Mozambique og Sydafrika, inden hun som 12-årig kom tilbage til Danmark igen.
I denne uge er hun i Uganda i Centralafrika for at se nogle af de udviklingsprojekter, Folkekirkens Nødhjælp arbejder med forud for landsindsamlingen den 8. marts. At hun nu kan gå ind i nødhjælpsarbejdet selv, betyder rigtig meget for hende.
- Når man har det godt, og man føler, at ens brikker er faldet på plads, og man har fundet en god base, så synes jeg også, at man skal lytte til sig selv og spørge, om man har noget at give af. Har jeg lidt ekstra på kontoen, jeg kan undvære? Og jeg føler jo nu, at jeg har rigtig meget på kontoen, siger hun og fortsætter:
- Jeg har min dejlige familie, et velfungerende forhold og min lille datter. Mit netværk er stærkt, jeg har mit yndlingsjob, og jeg kan endda leve af det og forsørge min familie. Men det er vigtigt for mig at huske, hvor jeg kommer fra, og at det ikke er alle, der er så privilegerede. Så for mig er det rart at give noget igen, siger hun.
Newspaq