Det er ikke en gratis fornøjelse, når staten må træde til og redde kriseramte banker.
Statens tab på de to bankpakker, som blev gennemført under krisen i 2008 og 2009, løber op i mindst 2,6 milliarder kroner. Det viser beregninger, som Enhedslistens Frank Aaen har lavet.
Regnskaberne bliver godkendt af skatterevisorer, bankeksperter og Finansrådet.
Regeringen har ellers sagt, at de store bankpakker giver danskerne et overskud. Det passer bare ikke, for regerinegn har undladt at medtage, at bankerne kan trække en lang række af de udgifter, de har haft i forbindelse med bankpakkerne, fra i skat.
Finansrådet har også flere gange hævdet, at skatteyderne ville tjene på bankpakkerne. Men underdirektør Søren Gade erkender nu, at det ikke er tilfældet.
Frank Aaen kalder underskuddet for "manipulation" fra regeringens side.
"Den fremlægger noget som et overskud, når der reelt er tale om et underskud. Dem, der har ansvaret for krisen, er blevet reddet og har scoret en stor gevinst, mens staten får et underskud," siger Aaen til Politiken.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen skriver følgende i en mail til Politiken:
" Det er ikke meningsfyldt at beregne de samlede skattemæssige konsekvenser af bankpakkerne. Det ville kræve detaljeret indsigt i de enkelte bankregnskaber, og desuden skulle man medregne de afledte positive effekter ved en styrket finansiel sektor, som bankredningen har medført - såsom øgede skatteindtægter og økonomisk vækst."
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke kommenteret sagen.
Kilde: Politiken