Hvis den tidligere regering havde valgt en anden model for at redde bankerne, så havde pengeinstitutterne sagt nej.
Det fastslår Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der som tidligere finansminister var med til at få bankpakke II i hus i 2009.
Han afviser ligeledes, at der var tale om et tyveri, da bankerne fik hjælp af staten i form af bankpakke II.
- Det kan ikke nytte noget at lave en model, som bankerne ikke vil bruge, siger han til TV 2 News.
Lars Løkke husker ikke, om han deltog i et stærkt omdiskuteret aftenmøde med topcheferne i de danske banker, sådan som TV 2 ellers har erfaret.
- Jeg husker ikke præcist, om jeg deltog i netop det møde. Men det spiller ingen rolle. Jeg deltog i rigtig mange andre møder, og jeg mødtes med formandskabet for Finansrådet, Nordea og Danske Bank, siger han til tv-stationen.
Der var flere modeller på bordet.
Det var daværende erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K), som ledte bankforhandlingerne om bankpakke II i januar 2009.