De havde betalt. Men da taxachaufføren ville vende vognen, vendte den ene af de tre passagerer sig imod ham.
"Han stillede sig ud på vejen, så taxaen måtte stoppe. Så knaldede han forruden i stykker for så at hive døren op til taxaen. Herefter slog han chaufføren flere gange i hovedet med en knytnæve," fortæller vagtchef med Syd- og Sønderjyllands Politi, Henrik Sønderskov.
Overfaldet skete på Nr. Billumvej i landsbyen Billum ved Varde. Politiet var hurtigt til stede, men gerningsmanden ville ikke sådan lige lade sig overmande. Han flygter fra stedet på en knallert.
"Betjenten sætter efter ham til fods henover marken," lyder det fra vagtchefen.
Men pludselig er taxatæskeren væk. Politiet finder ham dog forholdsvis hurtigt.
"Han er kørt ned i en grøft fuld af vand. Det var dog lidt svært at anholde ham, da han sætte sig kraftigt imod. Betjentene måtte bruge peberspray. Det er sandsynligt, at han har været påvirket af stoffer," slutter Henrik Sønderskov.
Taxachaufføren kunne tage hjem efter behandling på skadestuen.