Seks mænd er netop blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved retten i Århus.
De er sigtet for omfattende handel med både amfetamin og kokain.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Udover narkosigtelsen er de alle også sigtet for at have udøvet "adskillige grove afpresninger af unge mennesker."
De fem af mændene har relationer til rockerbanden Bandidos. Den sidste af de seks har angiveligt ikke de samme relationer, men han blev anholdt sammen med de fem andre under en stor aktion i tirsdag aften.
Østjyllands Politi havde planlagt aktionen som en del af deres kamp mod rockere og bander i regionen.
De fængslede mænd er mellem 18 og 31 år gamle.
En enkelt af dem har valgt at appellere dommen om varetægtsfængsling.