Ritzau
Opdateret kl. 18:23
En lokal bandekonflikt i Esbjerg udfoldede sig onsdag aften på Esbjergmotorvejen. Her blev en personbil påkørt af to andre køretøjer, og efterfølgende opstod der slagsmål mellem personerne i bilerne.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der fik meldingen om bilulykken klokken 20.54.
En 24-årig mand blev efterfølgende sendt på hospitalet til behandling for skader, som dog ikke er livstruende. Det fortæller vicepolitiinspektør Carsten Arentoft Andersen.
Den 24-årige var i en bil sammen med to andre personer. De to køretøjer, som menes at have påkørt bilen, forsvandt fra stedet, før politiet nåede frem.
- Det er derfor, at vi ikke har nogen anholdte eller sigtede. Hvis de havde været der, havde vi selvfølgelig anholdt dem. De tre, som har fået denne her omgang tæsk, var ikke yderligere meddelsomme, siger Carsten Arentoft Andersen.
Vicepolitiinspektøren oplyser, at påkørslen og slagsmålet formentlig har rod i en lokal bandekonflikt i Esbjerg. Konflikten er mellem to bander, hvoraf den ene holder til på Kvaglund og den anden på Stengårdsvej.
- To lokalt forankrede bander har været oppe at toppes siden efteråret. Det er ikke en konflikt, som er forankret til de andre konflikter i landet. Det er en helt lokal konflikt, siger han.
/ritzau/