I dag præsenterer partierne bag Satspuljen, alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten, en pakke, der skal hjælpe udsatte boligområder af med bandekriminalitet.
Det er i forbindelse med Satspuljeforhandlingerne, at Folketinget vil afsætte knap 150 millioner kroner til de ramte boligområder.
Den nye pakke vækker glæde hos Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, som mener, at oppositionen har sørget for at få afbureaukratiseret regeringens oprindelige forslag.
"Den her pakke er rigtig god. Vi vil have pengene ud at arbejde i virkeligheden, og det kommer de med den her pakke. Nu kommer der penge direkte til kriminalitetsbekæmpelse i de mest udsatte boligområder i Danmark," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Akutpakken er en del af en større pakke på 453 millioner kroner, som skal hjælpe til med afskaffelsen af kriminalitet blandt uge.
Forslagene går på en øget indsats af gadeplansmedarbejdere, en forøgelse af ungdomsklubber, mandsopdækninger af konkrete personer og noget så enkelt som mere lys i gadelygterne.
Ellen Trane Nørby, socialordfører hos Venstre, er glad for den brede politiske opbakning til den nye pakke.
"Det viser, der er bred opbakning til den politik, som regeringen har lagt frem, hvor vi nu i høj grad går på to ben i forebyggelsen af ungdomskriminalitet. Både med nogle mere konsekvensorienterede initiativer og så også med den her store pakke omkring forebyggelse," siger hun til Newspaq.
Partierne bag Satspuljen skal selv udpege de hårdest belastede områder, og derefter vil politikerne, i samråd med de pågældende kommuner, udforme konkrete planer for, hvordan bandekriminaliteten skal komme til livs. Blandt de områder, der muligvis får støtte, nævnes Tingbjerg i København og Tåstrupgård på Københavns Vestegn.