En gruppe på 12 litauiske statsborgere er anholdt for organiseret cykeltyveri i København.
Det oplyser politiinspektør Karl Erik Agerbo fra Task Force Indbrud, der er et led i det sjællandske politisamarbejde.
- Vi har efterforsket sagen i en måned og undervejs anholdt de pågældende personer. Fem af dem blev anholdt onsdag, siger politiinspektør Karl Erik Agerbo til Ritzau.
Banden har stjålet nye og dyre cykler i værdien 5000-10.000 kroner per styk fra blandt andet S-togs-stationer. Herefter har de opbevaret dem i henholdsvis Vestskoven og Fasanskoven, indtil de havde en stor nok samling til at sende cyklerne til Litauen.
- Vi mener, at de har været i stand til at sende 100 cykler ud af landet om ugen, men på nuværende tidspunkt ved vi reelt ikke, hvor mange cykler det drejer sig om, siger Karl Erik Agerbo.
I samarbejde med politiet i Litauen og Letland, hvor banden også har opbevaret cyklerne, skal Task Force Indbrud have cyklerne hjem og returnere dem til de rette ejere.
- I det omfang cyklerne er meldt stjålet og har korrekt stelnummer på, kan vi formentlig finde ud af, hvem det er, der ejer dem, siger Karl Erik Agerbo.
De 12 mænd, der er mellem 18-25 år, er nu sigtet og varetægtsfængslet for berigelseskriminalitet. Nogle af dem er ligeledes sigtet for indbrudstyveri, hvor de har stjålet batteristyret værktøj til at bryde cykellåsene op med.
- Vi regner med, at vi har dem alle, og nu består opgaven i, at få dem retsforfulgt og hentet cykeldepoterne hjem, siger Karl Erik Agerbo.