Hvis regeringen ikke får løst sine problemer, og når til enighed om sin stort anlagt skattereform, kan det koste 1,3 milliarder kroner næste år.
Det beløb skal lægges oven i de 760 millioner kroner, som staten mistede i indkomster i 2010, fordi skattereformen ikke er gennemført, skriver politiken.dk.
Både Eyvind Vesselbo, Preben Rudiengaard og Britta Schall Holberg, alle fra Venstre, har erklæret, at de ikke vil stemme for en ekstra skat på seks procent, som pensionister skal betale, hvis de har opsparet mere end 350.000 kroner i pension om året.
De modsætter sig på den måde dele af skattereformen, som regeringen indgik sidste forår med Dansk Folkeparti.
Hele balladen forsinker det lovforslag, som skulle være trådt i kraft medio 2010. I stedet vil det træde i kraft til årsskiftet eller i løbet af 2011, og det koster 160 millioner kroner.
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) tager opgaven på sine skuldre.
"Det er klart, at jeg som skatteminister har et ansvar for at finde den finansiering, der mangler. Det vil jeg tale med Dansk Folkeparti om, hvordan vi gør. Men jeg forventer, at jeg meget snart kan fremlægge et lovforslag for, hvordan en udligning i forbindelse med pensioner skal se ud," siger han.
Derudover kommer staten til at går glip af planlagte afgifter for mættet fedt. Det sker, fordi EU frygter konkurrenceforvridning, og derfor er processen trukket ud. Det koster statskassen 600 millioner kroner. Og hvis det heller ikke træder i kraft i 2011 koster det i sig selv 1,15 milliarder kroner.
Trods de økonomiske konsekvenser nægter de tre venstremedlemmer at give sig foreløbig.