For Alec Baldwins vedkommende er år 2012 deadline for hans exit ud af filmbranchen.
Den 51-årige skuespiller mener ikke, han kan leve op til Hollywood-standarden og vil hellere trække sig i god tid.
Selvom skuespilleren i løbet af sin karriere har vundet to Golden Globes, to Emmy-priser og været nomineret til en Oscar, mener han ikke selv, at det er noget at være stolt af. Det skriver femalefirst.co.uk.
Så nu har han besluttet sig for at forlade showbusiness, når hans kontrakt med tv-serien '30 Rock' udløber om cirka tre år.
"Jeg er ikke interesseret i at spille skuespil længere. Film er en del af min fortid. Det har varet i 30 år. Jeg er ikke ung, men jeg har stadig tid til at nå at lave andre ting," siger Alec Baldwin, der har planer om en karriere inden for politik.