Sæsonens DM-finale i basketball for herrer bliver et anliggende mellem Bakken Bears og Horsens IC.
Det blev en kendsgerning, da Bakken Bears mandag aften vandt den femte og afgørende semifinale hjemme mod Næstved med cifrene 74-61.
Næstved førte ellers semifinaleserien med 2-0, men Bakken formåede at vende serien helt på hovedet, efter at holdet havde overstået det europæiske eventyr, hvor holdet nåede semifinalen i Europe Cup.
I mandagens kamp var Bakken Bears i teten fra start, og man fornemmede, at storfavoritten tidligt ville afgøre kampen til egen fordel.
Hjemmeholdet bragte sig hurtigt foran med et tocifret pointantal, og efter første quarter lød føringen på 28-14.
Men Næstved var ikke slået. Sjællænderne overtog styringen i andet quarter og reducerede, så pausestillingen blot lød 38-32 i Bakkens favør.
Efter pausen fik Bakken dog igen fat, og kampen blev aldrig for alvor spændende.
Efter tredje quarter førte Bakken 52-43, og i fjerde quarter lagde favoritten yderligere afstand og sejrede med 13 overskydende point.
Bakken Bears, der er forsvarende mester, kan nu vinde DM for 16. gang. Horsens, der vandt DM i 2015 og 2016, kan vinde guld for syvende gang hos herrerne.
Horsens indløste allerede adgang til finalen i torsdags med en sejr i den femte og afgørende kamp mod Randers Cimbria.
/ritzau/