Bagmandspolitiet har tirsdag under et retsmøde i Københavns Byret rejst tiltale mod tidligere den direktør i virksomheden Gate Gourmet Amanda Jacobsen.
Hun har indtil nu kun været sigtet i sagen, men har under tirsdagens retsmøde tilstået at have svindlet for godt 130 millioner kroner.
Ifølge bagmandspolitiets sigtelse skulle Amanda Jacobsen have snydt og bedraget for 138 millioner kroner, men anklager Jacob Folker har altså valgt at give sig og kun rejse tiltale for 130,5 millioner kroner.
Amanda Jacobsen bliver tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf om mandatsvig af særlig grov karakter. Strafferammen er otte års fængsel.
Under tirsdagens retsmøde har hun fortalt, hvordan hun lænsede sin arbejdsgiver for millioner og atter millioner.
Pengene hentede hun drypvis blandt andet hos Nordea på Vesterbrogade i København. Hun henvendte sig ganske enkelt til virksomhedens kontaktperson i banken, hvorefter hun mødte op ved filialen og fik pengene udleveret i en kuvert.
Med den nu rejste tiltale er betingelserne opfyldt for, at sagen kan fremmes som en tilståelsessag. Det betyder, at sagen kan afgøres hurtigt.
Havde Amanda Jacobsen nægtet sig skyldig, ville det udløse en lang retssag med dusinvis af retsmøder, og en dom ville formentlig ligge langt ude i fremtid.
Efter planen falder der dom over Amanda Jacobsen på fredag.