IT Factorys kreditorer står i kø for at få deres penge efter konkursboet. I alt har 101 kreditorer anmeldt et samlet krav på næsten 1,2 milliarder kroner, skriver Jyllands-Posten.
Og det er både små og store firmaer, der har penge i klemme. For eksempel har Stein Baggers svindelnumre ramt et utal af mindre firmaer som bilforhandlere, bagere og rengøringsselskaber, der alle står tilbage med røde ører og tomme lommer efter kollapset. Han skylder således 201.000 til Bilvask.nu.
Skat menes at have 84 millioner kroner i klemme, mens forskellige banker, leasingselskaber og internationale it-virksomheder tilsammen mangler 924 millioner.
Opgørelsen er lavet af kurator i IT Factory-boet, Boris Frederiksen. Foreløbig har han godkendt kreditorkrav for omkring 36 millioner, mens han har afvist krav for 39 millioner. Han har endnu ikke taget stilling til krav på samlet set 1,1 milliarder.
De forskellige firmaer skal dog ikke regne med at få andet end småbeløb tilbage. Kuratorens opgørelse viser, at der er knap 36 millioner tilbage i IT Factorys pengekasse.