En redningsbåd og en redningshelikopter reddede her til formiddag en ung tysk mand fra druknedøden i Vesterhavet.
Den 19-årige mand lå livløs i vandet ud for Haurvig nær Hvide Sande, men blev bjærget ombord på redningsbåden. Her lykkedes det redningspersonalet at få liv i manden, der nu er indlagt på hospitalet i Herning.
"Det var i sidste sekund, at redningsfolkene fik fat i ham," fortæller vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi til DR.
Han var af strømmen ført ud i havet, hvor han lå i en time uden at kunne komme ind.
Han blev reddet, da en mand fra redningsbåden hoppede i vandet og fik ham op i båden.
Bare en halv time efter redningsaktionen måtte båden igen i vandet og hjælpe en anden badegæst på en strand lidt nord for Skodbjerge.