Hold dig langt væk fra strandene i Risskov i det nordlige Århus - i hvert fald hvis du vil undgå at blive syg.
Århus Kommune er kommet til at lede stærkt bakteriefyldt spillevand direkte i havet, og efter samråd med embedslægen er Bellevue Strand lukket med omgående virkning.
Indholdet af kolibakterier er 1.000 gange højere end normalt, og badevandet er direkte sundhedsfarligt at bade i.
"Der er sket en fejl, der bare ikke må ske. Spildevand, der burde havne på rensningsanlæg, er røget direkte i bugten, og niveauet af coli-bakterier er uacceptabelt højt," siger Kaj Vestergaard, sagsbehandler i Natur og Miljø, Århus Kommune, til Newspaq.
De første prøver af badevandet ved Bellevue Strand blev taget den 2. september, men først i går kom de endelige resultater, og der blev straks udstedt badeforbud.
Kilden til foreningen er blevet fundet, og udledningen stoppet.
Ifølge Kaj Vestergaard kan badegæster, der har badet ved Risskov de sidste par uger, få problemer med maven.
"De har været udsat for en smittefare og kan få diarré og tynd mave, især hvis de har slugt vand," siger Kaj Vestergaard.
Allerede i morgen vil der blive taget nye prøver af badevandet. Resultatet foreligger mandag i næste uge, og hvis niveauet af coli-bakterier er nede på et acceptabelt niveau, vil stranden blive åbnet igen.
Men forureningen betyder, at Det Blå Flag er taget ned og ikke kommer op før tidligst i 2011, da tildelingen af det prestigefyldte flag afhænger af måleresultater det foregående år.