En mand fra Valby i København er anholdt og mistænkt for vold mod sin seks måneder gamle baby, der nu ligger i koma som følge af faderens overgreb.
Drengen har her til morgen været igennem en operation, hvor man har fjernet blod fra hans hjerne.
"Barnets tilstand er stadig kritisk, og barnet er derfor nu lagt i respirator," siger den centrale efterforskningsleder fra Københavns Politi til Newspaq.
Politiet blev ringet op fredag aften, og rykkede derfra straks til både Hvidovre Hospital, hvor barnet befandt sig, og samtidig til anmelderens adresse, for at få en forklaring på situationen.
Her anholdt man barnets 34-årige far, som vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt senere lørdag.
Politiet oplyser, at barnet har været udsat for både slag og kast.
"Det er jo en meget meget trist sag, og heldigvis er det ikke noget, vi normalt kommer ud for. Det er en ulykkelig situation, som det ser ud nu, og så må vi se hvad efterforskningen nu viser," siger den centrale efterforskningsleder.