Verdens bedste badmintonspiller Viktor Axelsen er videre til semifinalerne i French Open.
Danskeren viste nærmest skræmmende styrke, da han fredag slog Yew Kean Loh fra Singapore med 21-11, 21-17.
Det var netop Loh, der i sidste uge ødelagde Axelsens chance for at vinde Denmark Open i Odense, efter at den danske favorit måtte se sig besejret i kvartfinalen.
Det virkede da også som om, at Viktor Axelsen var ekstra motiveret i fredagens kamp, hvor han var dybt fokuseret på hver eneste bold.
På et tidspunkt forsøgte dommeren at tale til danskeren, men der gik nogle sekunder, før Axelsen registrerede, at der blev talt til ham.
Viktor Axelsen fik samlet de fleste bolde op, og så snart muligheden for et smash bød sig, så huggede danskeren til.
Hurtigt i første sæt bragte den danske favorit sig foran med 13-3. Herefter fik Loh bedre fat, inden Axelsen i sidste ende tog sættet med 21-11.
Modstanderen fra Singapore fik en bedre start på andet sæt, hvor han hang på frem til 7-7, inden Axelsen kom på 14-8.
Yew Kean Loh forsøgte at ryste den danske modstander med offensivt spil, og det lykkedes at reducere til 11-14, inden Axelsen igen trak fra. Til sidst lukkede han sættet til 21-xx.
I semifinalen står danskeren over for Kodai Naraoka fra Japan. I den anden semifinalen skal Rasmus Gemke op imod Lee Cheuk Yiu fra Hongkong.
/ritzau/