Den canadiske sangerinde Avril Lavigne har nu valgt at kommentere på nyheden om, at hun og hendes mand, Sum 41-musikeren Deryck Whibley, skal skilles.
Ifølge en kilde tæt på den unge sangerinde skyldes bruddet, at sangerinden var for ung, da hun stod brud.
"Hun giftede sig simpelthen i en alt for ung alder. Avril har indset, at hun har brug for sit eget liv og at udforske dele af livet uden ham ved sin side," siger kilden til People Magazine.
Den nu 25-årige Avril giftede sig tilbage i 2006, efter hun og Deryck Whibley havde været kærester siden 2004.
Ifølge kilder kommer Avrils beslutning som noget af et chok for ægtemanden. Men i den pressemeddelelse, som sangerinden sendt på gaden i sidste uge, fremgår det, at hun stadig kun har ros tilovers for sin kommende eksmand.
"Jeg beundrer Deryck og har stor respekt for ham. Han er den mest vidunderlige person, jeg kender, og jeg elsker ham af hele mit hjerte. Deryck og jeg skal skilles og bevæger os nu videre i livet uden nag," skriver Avril Lavigne i sin pressemeddelelse.