Henrik Sass Larsen (S) blev skygget af en PET-agent under sit famøse møde med den lokale Bandidos-rocker Torben Ohlsen Jensen.
Det skriver Ekstra Bladet i dag på baggrund af unavngivne efterretningskilder.
Mødet, der fandt sted tilbage i maj på Café Hugo's Kælder i Køge, var ifølge den omdiskuterede politiske ordfører den direkte årsag til, at han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt af PET.
Ifølge Ekstra Bladet er det dog ikke så meget Sass' møde med Torben Ohlsen Jensen, men snarere det nære venskab med Tommy Kamp, der er den egentlige årsag til, at Sass ikke fik det blå stempel af PET. Det fremgår direkte af de to A4-sider om Sass fra PET, afslører Ekstra Bladets kilder over for avisen.
I sikkerhedsvurderingen, som Sass blev præsenteret for på et møde med Statsministeriets departementschef, indgår ifølge Ekstra Bladet et uddrag af politiagentens rapport om café-mødet. Det står i modsætning til den hidtidige antagelse om, at PET havde deres oplysninger, om hvad Sass, rockeren og Kamp talte om på cafe-mødet, fra en artikel, som blev bragt i B.T. tilbage i juli måned.
Henrik Sass Larsen meddeler til Ekstra Bladet, at han ingen kommentarer har til disse oplysninger.
Kilde: Ekstra Bladet