En dansk statsborger var til stede og mistede sin canadiske kone under gidseldramaet i indkøbscentret Westgate i Kenyas hovedstad, Nairobi. Det skriver en canadisk avis dagen efter, at det 80 timer lange drama sluttede.
Den 29-årige diplomat Annemarie Desloges er ifølge avisen The Globe and Mail blandt de dræbte under den blodige konflikt, der udspillede sig fra lørdag til tirsdag i Westgate.
Den danske ambassadør i Kenya kan hverken bekræfte eller afkræfte oplysningerne fra den canadiske avis.
Ambassadør Geert Aagaard Andersen fastholder over for Ritzau, at "to danskere er bragt ud af centret og i sikkerhed".
Den somaliske gruppe al-Shabaab har taget skylden for angrebet, der har kostet flere end 70 mennesker livet.
Tirsdag meddelte Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, at myndighederne havde overvundet "de sidste terrorister".
Kenyanske redningsfolk er i samarbejde med internationale eksperter i gang med at efterforske sagen i Westgate-centret.
/ritzau/