Herfølge er tilbage i superligaen, og manden med ansvaret hedder Auri Skarbalius. Den litauiske cheftræner vil dog ikke tage æren alene.
"Som træner kan man sige en helt masse, men det er spillerne, der skal gøre det på banen. Jeg er så stolt over det, de har gjort. Tak til spillerne. Det er så følsomt det her," sagde Auri Skarbalius ifølge sporten.dk, da oprykningen var en kendsgerning.
Herfølges tilbagevenden til den bedste række kom i stand med en sejr på 4-0 over AB.
Auri Skarbalius, som har en fortid i Brøndby, blev efterfølgende hyldet af klubbens fans midt i ølsprøjt, jubel og råb.
Når klubben i næste sæson skal tage kampen op mod FC København, Brøndby, OB og alle de andre, bliver det under navnet HB Køge.
Herfølge og Køge har nemlig fusioneret efter et langstrakt forløb.
Silkeborg bliver den anden oprykker, og dermed får Troels Bech comeback som træner i den bedste række.