Auri Skarbalius og Brøndby reddede overlevelsen i landets bedste fodboldrække. Men det holdt hårdt, og Brøndby-fans har haft et hårdt år.
Mandag fik cheftræneren sparket, men han fortæller tirsdag til klubbens hjemmeside, at han kender vilkårene. Han virker også forholdsvis tilfreds med, hvad han har opnået i klubben.
- Jeg synes alt i alt, at jeg har fået ændret en del ting, hvor min fornemste opgave har været at lave en kulturændring, hvor man i den sportslige sektor tænker "hvad kan jeg give og hjælpe med", i stedet for, "hvad kan jeg få," siger han på hjemmesiden.
- Jeg mener i al ydmyghed, at det er lykkedes, og at man gennem længere tid har kunnet se det på holdets og de enkeltes præstationer.
Auri Skarbalius ønsker held og lykke til spillerne, den nye ledelse og de nye trænere. Han erkender, at tiden har været hård.
- Det har været en hård tid, hvor klubben har været meget igennem, men jeg synes, at vi fik vist et fantastisk sammenhold og en positiv udvikling. Jeg har i hvert fald forsøgt at holde hovedet højt og gå forrest som leder, siger han.
/ritzau/