Au pair-ordningen er populær som aldrig før, men lav løn og dårlige arbejdsforhold tvinger en del af dem til at arbejde sort ved siden af børnepasningen og de huslige pligter.
Sidste år gav Danmark tilladelse til at 2.367 au pair-piger fra udlandet kunne komme hertil for at passe børn og hjælpe til i travle danske familier, viser nye tal fra Udlændingeservice.
Men ifølge migrationsforsker ved Aalborg Universitet Helle Stenum er bagsiden af medaljen, at en stor del af au pair-pigerne tager sort arbejde som typisk rengøring og husarbejde hos andre familier.
"Mange af dem udfører sort arbejde ved siden af. Det siger sig selv, at det kan være svært at eksistere, hvis man får 2.500 kr. om måneden og sender en del af dem hjem til familien. Derfor kigger de ofte efter andet arbejde. Og fordi de ikke må tage anerkendt arbejde, så arbejder de sort," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Au pair-lønnen har ligget fast på 2.500 kr. om måneden i de seneste otte år, mens den almindelige lønudvikling er strøget til vejrs med 30 procent.
Folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Thomas Jensen, der er ordfører for partiet på au pair-området, går ind for at hæve lønnen til 4.000 kr. om måneden, som det er sket i Norge, for at forhindre ulovligt arbejde.
"Det er både ulovligt at arbejde sort og arbejde ved siden af som au pair-pige. Så det skal vi selvfølgelig tage hånd om. Derfor vil vi gerne have lønnen sat op," siger han til Newspaq.
Udlændingeservice fører ikke statistik over den geografiske fordeling au pair-pigerne, men oplyser, at Nordsjælland tegner sig for størsteparten.
Forrige år fik 2.207 ophold i Danmark som au pair-piger. Heraf var godt 70 procent fra Filippinerne.
Ukrainere udgør den næststørste gruppe af au pair-piger i Danmark.