Hver måned sender "Charlotte" penge hjem til Filippinerne. Det har hun gjort, siden hun startede med at arbejde for 1.300 kr. i Singapore og Sønderjylland. Dengang blev alt sendt afsted - nu, hvor hun får 3.000 kr. i lommepengen, sender hun 2.500 kr. afsted.

Indtil april måned i år sendte hun dem til børnenes far.

"Han sms'ede mig hele tiden: Send nogle penge, børnene skal bruge dem i skolen. To gange har jeg købt cykler til mine sønner - to gange har faderen solgt dem. Jeg har købt en mobil-telefon til min ældste søn - hans far solgte den videre."

"Har du en mand i Danmark, mor?"

"Nu sender jeg pengene til min bror. Så sørger han for, at mine børn får mad, og at deres skole bliver betalt. Deres far bruger bare pengene på poker og mahjong."

Da pengene fra Danmark udeblev, startede chikanerierne af Charlotte fra den tidligere svigerfamilie.

"Den anden dag spurgte min søn, om det var rigtigt, at jeg havde fået en mand her i Danmark. De siger også, at jeg har et barn her, det er frygteligt."

Vil ikke trædes på mere

"Charlotte" bliver stille, trækker sig ind i sig selv. Hun gentager, at hun kun har sig selv - der er kun hende til at tage sig af børnene. Hun har ingen grund til at fortælle sin historie - hun føler ikke, at nogen kan hjælpe hende - men hun gør det alligevel.

Hun vil ikke trædes på mere - hverken af familien i Filippinerne eller af danske værtsfamilier. Derfor vælger hun at dele sit liv med andre - dog som anonym.

"Som au pairs skal vi lære, at vi ikke skal sige 'yes' hele tiden. Vi skal lære også at sige 'no' - vi skal lære, at vi har retten til at sige 'no'."

Videre til Norge

Til oktober tager "Charlotte" hjem til Filippinerne.

"Jeg skal hjem til mine børn. Jeg flytter ind hos mor, og så vil jeg have, at børnene skal bo hos hende."

"Charlotte" selv skal videre igen:

"Jeg søger om at blive au pair i et andet land - meget gerne Norge. Jeg skal tjene penge. Der er ingen andre til at gøre det."

"Charlotte" tager sidste slurk af kaffen, solen er ved at gå ned, og det er blevet koldt på altanen. Jeg siger til hende, at hun er stærk.

"Er jeg stærk? Ja, jeg er stærk. Jeg kan kun hjælpe mig selv, så jeg må være stærk. For mine børns skyld, for deres fremtids skyld."

(Charlotte er et opdigtet navn, Avisen.dk er i besiddelse af Charlottes rigtige navn)

<<læs forrige kapitel her