Tusindvis af demonstranter har de sidste tre dage kæmpet for at forhindre 123 ton atomaffald i at nå frem til den tyske by Gorleben.
Én af dem var klimamedarbejder ved Greenpeace Jon Burgwald.
Han mener, at det store opbud er tegn på, at opbevaringen af atomaffald er et kæmpe problem.
"Vi har et enorm problem i forhold til, hvor vi skal gøre af atomaffaldet. Det er også det, der gør den tyske regeringens beslutning om at forlænge levetiden af deres atomkraftværker så meget mere håbløs," siger Jon Burgwald til Newspaq.
Netop den saltmine i landsbyen Gorleben, hvor atomaffaldet nu kommer til hvile, er en rigtig dårlig idé, for det vil komme til at påvirke grundvandet, påpeger klimamedarbejderen.
"Man har ikke valgt Gorleben ud fra geografiske grunde, men fordi man ikke har andre steder at gøre af det," siger Jon Burgwald.
Kansler Angella Merkel besluttede for nylig at forlænge Tysklands atomanlægs levetid med op til 14 år.
Det har fået mange tusinde aktivister på gaden.