Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ophævede Ruslands karantæne efter vinter-OL i februar, men Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har valgt at fastholde karantænen, der er idømt på grund af statsorganiseret doping.
Det oplyser IAAF tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.
Opretholdelsen sker på anbefaling af nordmanden Rune Andersen, der er medicinsk ekspert og leder af IAAF's oprydningsarbejde i Rusland.
- Mange af de opstillede krav for at komme tilbage er opfyldt, men der er stadig en del, der ikke er tilfredsstillende, siger Rune Andersen på en pressekonference.
Ved det seneste vinter-OL stillede mange russere til start under det olympiske flag, og det samme var tilfældet ved indendørs atletik-VM i Birmingham, hvor en del russere konkurrerede under neutralt flag.
Det kan dog ende med, at også neutrale russiske atletikudøvere bliver udelukket fra at deltage i IAAF's arrangementer, hvis ikke Rusland lever op til kravene om forbedringer.
Det siger IAAF-præsident Sebastian Coe.
- Med mindre dramatiske fremskridt bliver foretaget, hvilket vi virkelig håber vil ske, så må vi gennemgå de neutrale atleters status på vores rådsmøde (IAAF Council, red.) i juli.
- Her må vi se på muligheden for, at kongressen kan træffe den ultimative sanktion, som er eksklusion, siger Coe ifølge AP.
Det var tilbage i november 2015, at IAAF valgte at suspendere Det Russiske Atletikforbund (Araf) fra al konkurrence med øjeblikkelig virkning, og så længe landet ikke lever op til de internationale antidopingregler.
/ritzau/