Alle asylansøgere skal have mulighed for at flytte ud af asylcenteret efter maksimalt et års ophold.
Det konstaterer Røde Kors-psykolog Dea Seidenfaden, der har undersøgt forholdene for de 16 familier, der for halvandet år siden fik lov til at flytte ud fra asylcentrene og ind i eget hjem.
Rapporten med navnet 'Herre i eget hus' offentliggøres i dag, og hovedkonklusionen er, at alle asylansøgere fra et hvilket som helst land, bør få tilbud om at flytte i egen bolig efter højst et års ophold i et asylcenter.
"Hovedkonklusionen er helt klart, at for familierne, der har været omfattet af tilbudet, har det betydet en langt bedre trivsel for børnene, og dermed også for forældrene i hverdagen. Familierne har fået nogle andre muligheder for at være familier, voksne og børn, end i den periode de har været på asylcenter," siger Dea Seidenfaden til Newspaq.
For halvandet år siden fik en meget lille gruppe afviste asylansøgere mulighed for at flytte i egen bolig. Tilbuddet var for familier fra Irak, Iran, Somalia eller Kosovo, og betingelsen var, at de havde opholdt sig i danske asyllejre i mindst tre år, efter at de havde fået afslag på asyl.
16 ud af 32 familier tog imod tilbuddet, og det har de ikke fortrudt.
"Jeg har fået det 50 procent bedre psykisk. (...) Jeg skal ikke se på politiet hele tiden. Det gjorde mig meget bange," siger en af de voksne asylansøgere i rapporten.
"Jeg tror ikke, folk kan forestille sig hvor meget uro og skænderier, vold og ballade, der kan være på et asylcenter. Her hører vi kun fuglene synge," siger en anden.
Ifølge Dea Seidenfaden er det mest positive ved udflytningen, at børnene undgår negative påvirkninger, der altid er i et asylcenter.
"Det er meget dramatisk for små børn. Der er meget politi, og der er flere mennesker, der bliver stressede og kommer op at slås. Det sætter sig dybe spor i et barneliv at se folk blive anholdt," siger hun.
På baggrund af undersøgelsen anbefaler Røde Kors nu, at opholdstiden i asylsystemet begrænses til et år, og at alle får mulighed for at flytte uden for centrene.