Arsenal-forward scorer hattrick i fransk storsejr

Det franske fodboldlandshold viste stor styrke, da Paraguay blev besejret 5-0 i en testkamp.
Olivier Giroud gav Frankrig en flyvende start med to mål inden for de første 13 minutter. Senere fuldendte han sit hattrick.
Olivier Giroud gav Frankrig en flyvende start med to mål inden for de første 13 minutter. Senere fuldendte han sit hattrick. Foto: Damien Meyer/AFP

Det svenske fodboldlandshold kommer på hårdt arbejde, når Sverige spiller topkamp mod Frankrig i VM-kvalifikationsgruppe A i næste weekend.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

At dømme ud fra fredagens testkamp mod Paraguay kommer det franske landshold nemlig til Stockholm i superform og med nogle angribere med krudt i støvlerne.

På hjemmebane i Rennes tævede franskmændene Paraguay med 5-0 i en fuldstændig ensidig forestilling, hvor sydamerikanerne sagtens kunne have tabt større.

Dagens mand var Arsenal-angriberen Olivier Giroud, der gav sit hold en kanonstart med to mål inden for de første 13 minutter.

Giroud fuldendte sit hattrick, da han øgede til 3-0 midt i anden halvleg, inden Moussa Sissoko og Antoine Griezmann afsluttede målscoringen.

FC Københavns Federico Santander var med i Paraguays startopstilling, men fik ikke meget ud af det, inden han efter en lille time blev skiftet ud.

Frankrig og Sverige mødes næste fredag på Friends Arena i Stockholm i en kamp mellem nummer et og to i VM-kvalifikationsgruppen.

Sverige er tre point bagefter, men kan altså nå helt op på siden af viceeuropamestrene med en hjemmesejr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.