Der bliver ikke gjort nogen undtagelser, hvis den syvdobbelte Tour de France-vidner Lance Armstrong kommer til triatlon i København - han vil blive testet for doping. Det siger arrangøren for KMD Challenge Copenhagen til sporten.dk.
"Der er ingen tvivl om, at vi ville dopingteste ham. Han får ingen særbehandling. Vi tester allerede nu top tre, og det ville vi selvfølgelig fortsætte med," siger løbsdirektør Thomas Veje Olsen.
Lance Armstrong dyrkede triatlon, da han var teenager, og i søndags gjorde han noget af et triatlon-comeback i Panama. Her endte han på en andenplads efter have ligget forrest det meste af tiden. Ganske usædvanligt blev ingen af tre herrer på vinderpodiet dopingtestet, hvilket har sat gang i spekulationerne.
Danske Rasmus Henning sluttede på en fjerdeplads.
Herhjemme glæder løbsdirektør Thomas Veje Olsen sig over, at en superstjerne som Armstrong giver sporten mere omtale.
"Han er på niveau med Muhammed Ali, Michael Jordan, Pelé og den gruppe af atleter. Det er en form for blåstempling af sporten, når en så stor stjerne går ind og lægger tid og energi. Det ville eksplodere. Han deler folk i believers og non-believers, og det giver enormt meget opmærksomhed. Samtidig er der fans, der følger efter for at køre med ham," siger Thomas Veje Olsen til sporten.dk